Denne artikel er oprindeligt skrevet i 2022 og er opdateret i april 2026 med nye materialer, erfaringer fra konkrete projekter og perspektiver på terrassens rolle i tilbygninger.
Indholdsfortegnelse
Terrassen er et af de rum i en bolig, der har størst indflydelse på, hvordan huset bruges i hverdagen, og alligevel er det et af de rum, der oftest planlægges sidst og tit på det mindst gennemtænkte grundlag. Det er forståeligt, fordi terrassen ikke er en del af byggesagen på samme måde som tilbygningen og ikke stiller de samme konstruktive og myndighedsmæssige krav. Men det er alligevel en fejl, fordi en velplanlagt terrasse forlænger husets opholdsrum ud i det fri og forbedrer hverdagen markant, mens en dårligt planlagt terrasse – i forkert materiale, på forkert sted, i forkert størrelse – sjældent kan reddes efterfå.
Vi behandler i mange tilfælde terrassen som en del af det samlede projekt fra skitsefasen, fordi terrassens placering, materiale og relation til husets indre er afgørende for, om overgangen mellem inde og ude fungerer. I alle de sommerhusprojekter, vi har arbejdet med de seneste år, er terrassens disponering og materialevalg tæt integreret med husets arkitektoniske greb.
Det vigtigste arkitektoniske spørgsmål i forbindelse med en terrasse er ikke, hvad den skal belægges med – det er, hvor den skal placeres, og hvad den skal forbinde. En terrasse, der er placeret med det rigtige verdenshjørne og i direkte relation til det primære opholdsrum, giver en helt anden hverdagskvalitet end en terrasse, der er placeret af praktiske årsager på den side af huset, der kedsommeligt er til rådighed.
I sommerhuset ved Vejle Fjord er terrasserne på flere niveauer et af de centrale arkitektoniske greb – de forlænger huset ud i terrænet og skaber opholdszoner med direkte udsigt til fjorden på præcis de steder og i præcis de niveauer, som understøtter, hvordan familien ønsker at bruge stedet. Det er en disponering, der er tænkt som en del af husets planløsning og ikke som et tillæg.
I langhuset i Odsherred er verandaen rundt om huset et andet eksempel – den er ikke en terrasse i traditionel forstand, men en overdækket overgangszone, der giver mulighed for ophold i skoven, selv når vejret er omskifteligt, og som er fundamentalt integreret i husets arkitektoniske idé.
Terrassebrædder i træ giver en varme og naturlighed, som ingen andre materialer matcher, og det er det materiale, vi oftest anbefaler i sommerhusprojekter, fordi det skaber den direkte relation til det naturlige omgivende materiale, som sommerhusarkitekturen stræber efter.
Robinie er det materiale, vi hyppigst anbefaler til terrasser i det danske klima, fordi det er et hjemmehørende europæisk hårdttræ med en naturlig imprægneringsevne, der gør det ekstremt modstandsdygtigt over for fugt og biologisk nedbrydning – og det kræver ingen kemisk imprægnering. Robinie ældes smukt til en sølvgrå tone, der minder om cedertræets patinering, og det er i den forbindelse et materiale, der binder sig godt til sommerhuslandskabers farvepalette.
Lærketræ er et godt alternativ til robinie og er nemmere at bearbejde. Det ældes tilsvarende smukt uden behandling og kræver minimal vedligeholdelse. Teak og bangkirai er eksotiske hårdttræsorter med fremragende holdbarhed, men de bør kun vælges, hvis der foreligger dokumentation for bæredygtigt ophav, og den øgede transportafstand bør indgå i den samlede bæredygtighedsvurdering.
WPC – Wood Plastic Composite – er et alternativ, der er vundet frem de seneste år, og som har en række praktiske fordele: det er splintfrit, holder sin farve relativt stabilt og kræver minimal vedligeholdelse. Ulemperne er, at det kan blive varmt i direkte sol, at det ikke har den naturlighed og taktile kvalitet, som ægte træ giver, og at det i et LCA-perspektiv ikke er et miljøvenligt valg, fordi det er fremstillet af olieprodukter.
Terrassebelægning i sten giver en tyngde og soliditet, der passer meget godt til terrasser i direkte forbindelse med ældre murstenshuse og traditionelle villaer, og det er et materiale, der har oplevet en renaissance i takt med, at interessen for naturmaterialer er vokset.
Natursten er det materiale, der giver den højeste individuelle karakter, fordi hver sten er unik i farve og textur, og det giver et udtryk, der er svært at kopiere med fabriksfremstillede materialer. Det er dyrt, men det er et udtryk, der holder over tid og ældes smukt.
Betonsten er et prisvenligt alternativ, der er robust og vejrbestandigt, og de permeable varianter – der lader regnvand sive igennem – er særligt interessante i et klimatilpasningsperspektiv. Brosten i natursten giver mulighed for smukke buede former og en håndværksmæssig kvalitet, der er tidløs, men kræver en dygtig anlægsgartner at realisere.
Porcelænsfliser er presset og brændt ved meget høje temperaturer under stort tryk, og det giver en overflade, der er brudsikker, næsten ikke optager vand og er meget modstandsdygtig over for frost og biologisk vækst. Det er et vedligeholdelsesfrit materiale, der passer til de mere minimalistiske og moderne udtryk.
Ulempen ved porcelænsfliser er, at de kan føles kolde under fødderne sammenlignet med træ og natursten, og at de i solrigt vejr kan blive meget varme i de mørkere farver. De passer bedre til nyere og mere minimalistiske huse end til ældre og traditionelle boligtyper.
I tilbygningsprojekter er terrassen det rum, der binder tilbygningen og haven sammen, og den bør altid planlægges som en del af det samlede projekt. En tilbygning, der åbner sig mod en terrasse i det forkerte materiale eller i den forkerte skala, mister noget af den kvalitet, der ellers er opnået.
Materialevalget på terrassen bør enten følge tilbygningens materiale – træ til træ, sten til sten – eller stå i en bevidst og motiveret kontrast, der er gennemtænkt som et arkitektonisk greb. Det halvhjertede midterstade, hvor terrassen blot er det, der var billigst tilgængeligt, er altid det sværeste at forsvare.
Terrassens niveau er også vigtigt. En terrasse, der ligger præcis i niveau med tilbygningens gulv, giver den mest direkte og komfortable relation mellem inde og ude. En terrasse, der ligger lavere, kræver enten et trin eller en rampe, som begge er acceptable løsninger, hvis de er tænkt ind fra begyndelsen og ikke fremstår som praktiske kompromiser.
Lokal afledning af regnvand – LAR – er i stigende grad et krav og ikke blot en anbefaling, og terrassens belægningsvalg har direkte indflydelse på, om regnvand håndteres lokalt eller ender i kloaksystemet. En terrase i permeable betonsten, grus eller græsarmering lader regnvandet sive ned i grunden og bidrager til at genoplade grundvandet frem for at belaste afløbssystemet.
Træterrasser er som udgangspunkt permeable, fordi der altid er mellemrum mellem brædderne, og det er en af deres praktiske fordele i et klimatilpasningsperspektiv.
Priserne på terrassebelægning varierer enormt afhængigt af materiale, kvalitet og anlægsomkostninger. Som et overordnet udgangspunkt kan man forvente følgende prisniveauer for materialer eksklusiv anlæg og underkonstruktion i 2026:
Trykkimprægneret fyr: 200–400 kr. pr. m². Billigst men kræver vedligeholdelse og har begrænset levetid. Robinie og lærk: 500–900 kr. pr. m². Holdbart, smukt og vedligeholdelsesfrit. Teak: 1.000–1.800 kr. pr. m². Ekstremt holdbart men dyrt og etisk problematisk uden dokumenteret bæredygtighed. WPC: 400–900 kr. pr. m² afhængigt af kvalitet. Betonsten: 150–400 kr. pr. m². Natursten: 400–1.500 kr. pr. m² og opefter. Porcelænsfliser: 300–800 kr. pr. m².
Hertil kommer underkonstruktion og anlæg, der typisk udgør 300–800 kr. pr. m² afhængigt af terrænets beskaffenhed og underkonstruktionens kompleksitet.
Det element i terrasseanlægget, der oftest undervurderes, er kantafslutningen og relationen til bygningens sokkel og til haven. En præcis og velovervejet kantafslutning – enten med en tydelig markering af terrassens grænse mod haven, eller med en glidende overgang – har stor indflydelse på terrassens samlede udtryk.
Det samme gælder relationen til bygningens sokkel. En terrasse, der slutter direkte mod sokkelen, kræver en fugttæt og korrekt detaljeret overgang. En terrasse, der har et lille mellemrum mod sokkelen og lader vand løbe frit, er enklere og mere robust.
Artiklen er skrevet af Peter Fyllgraf, arkitekt MAA cand.arch, indehaver af tegnestuen PETER FYLLGRAF med speciale i tilbygninger, sommerhuse og ombygninger for private bygherrer. Sidst opdateret april 2026. Kontakt: peterfyllgraf.dk
Kom godt fra start med jeres projekt.
Vi påbegynder projektet med et gratis møde,
hvor vi uforpligtende afklarer jeres behov og drømme.
.svg)