Jeg er meget fascineret af det ny nordiske køkken, hvor ambitionen ikke handler om at bruge de dyreste råvarer, men derimod meget mere om, at skabe stor kvalitet med få og velvalgte lokale ingredienser, som nu er til rådighed på vores breddegradder. Den samme tankegang præger vores arkitektur. Vi leder ikke efter de spektakulære løsninger eller store armbevægelser. Vi leder efter de få, rigtige greb, der kan få et hus til at føles mere generøst, mere interessant og mere behageligt at leve i. Det ekstraordinære opstår sjældent i de store gestusser, men det opstår derimod i mødet mellem lys, materialer og rum – i de små overraskelser, som jeg mener er vigtigt at indlejre i al form for boligbyggeri.
Mange boligprojekter starter med et ønske om flere kvadratmeter, men flere kvadratmeter er ikke nødvendigvis lig med bedre arkitektur. Et hus, der er tegnet præcist til de mennesker, der skal bo i det, føles ofte større og mere generøst end et langt større hus med rum, der ikke specifikt er designet til dets formål.
Vi tror på, at kvalitet er vigtigere end kvantitet. Når vi bygger mindre, kan vi bruge ressourcerne dér, hvor de gør den største forskel – på bedre materialer, bedre lysforhold og mere gennemtænkte rum. Resultatet er boliger, der ikke bare bruger mindre plads, men er skræddersyet til det specifikke behov og som derfor også føles bedre at leve i.
Arkitektur må aldrig bare være neutral eller ligegyldig. Et hus skal ville noget og turde tage stilling til sine omgivelser. En bygning med holdning er en bygning, der er tro mod sin konstruktion, sine materialer og det sted, den er opført. Det betyder også, at vi ikke følger trends. Vi vil hellere skabe arkitektur, der er tidløs og som udspringer af det konkrete sted og den konkrete opgave.
I 2025 tegnede vi et anneks ved Møns Klint i rå gasbeton, hvor materialets stoflighed gav mening i mødet med det nærliggende kalklandskab. I et andet projekt i Mols Bjerge valgte vi i stedet at beklæde et eksisterende gasbetonhus med cedertræ fordi stedet, stemningen og landskabet kaldte på en anden løsning.
Der findes sjældent ét materiale eller én arkitektonisk løsning, som er den rigtige. Det afgørende er at forstå stedet og vælge de greb, der føles naturlige netop dér.
Ingen grund er tom, heller ikke selvom der ikke står noget på den endnu. Der er altid et terræn, nogle træer eller en historie, som vi skal forholde os til. Derfor starter vi altid med at forstå stedet, før vi begynder at tegne. Vi tror på, at de bedste huse vokser ud af deres omgivelser. Målet er ikke at skabe arkitektur, der råber højest, men arkitektur der føles naturlig og hjemmehørende.
Det kan være et sommerhus, der lægger sig lavt i klitlandskabet eller en tilbygning, der bygger videre på det eksisterende hus' karakter og formsprog samtidig med at den tilfører noget nyt. Balancen ligger i at forstå det, der allerede er der og bruge det som afsæt for noget nyt. Resultatet skal ikke være en kopi af det eksisterende, men en naturlig videreudvikling af det.
Arkitektur skal ikke bare ses, den skal føles. Derfor er vi meget optagede af materialernes taktile kvaliteter og af at vælge materialer, der patinerer smukt og bliver flottere med tiden. Materialerne vælges altid ud fra huset, stedet og den stemning, vi ønsker at skabe. Et materiale, der fungerer perfekt ét sted, kan være det forkerte et andet.
Et eksempel er annekset ved Møns Klint i rå gasbeton, hvor materialet føltes naturligt i mødet med landskabet og områdets karakter. Omvendt har vi tegnet et helt sort sommerhus i tagpap, hvor materialevalget understreger følelsen af intimitet og nærhed til skoven.
Vi arbejder ofte med kontraster mellem ude og inde, hvor det ydre kan være robust og tilbageholdende, mens interiøret opleves lyst, varmt og sanseligt. Mange af husets stærkeste stemninger opstår netop i mødet mellem materialerne.
De fleste af os bruger det meste af vores tid på helt almindelige hverdagsting. Derfor er det vores opgave som arkitekter at gøre de hverdagsoplevelser så spændende som muligt. Det kan være morgenkaffen i en lille vinduesniche, placeret præcis dér hvor udsigten mod skoven eller fjorden er bedst. Eller følelsen af, at gå barfodet gennem et hus, hvor det kropslige møde til de forskellige materialer føles blødt og behageligt.
God arkitektur handler ikke kun om de store rum eller de spektakulære løsninger. Ofte opstår de stærkeste oplevelser i de små øjeblikke, som man møder igen og igen i hverdagen.
Et køkken skal selvfølgelig fungere praktisk, men det må også gerne være et sted, hvor lyset falder smukt ind og hvor madlavningen bliver en fornøjelse fremfor en rutine. Det er i møde mellem funktion og stemning, at arkitekturen får betydning for det liv, der leves i den.
Det sværeste som arkitekt er tit at begrænse sig. Man kan hurtigt få lyst til at gøre alt muligt i ét projekt, hvor det tit ender med at blive for meget. Vi øver os i at have den her disciplin, hvor vi kun gør det nødvendige. Hvis én god idé er stærk nok til at bære hele huset, så holder vi os til den. Det handler om, at have tillid til, at de enkle greb er de stærkeste. Vi skærer ind til benet, så det er de vigtigste kvaliteter, der får lov til at stå frem og det giver en klarhed i arkitekturen.
Et godt projekt starter med at forstå de mennesker, der skal leve i huset. Derfor bruger vi meget tid på at lytte i begyndelsen af et projekt. Ikke kun til ønsker om antal værelser eller kvadratmeter, men til hvordan hverdagen faktisk leves. Mange kunder kommer med en idé om, hvad de ønsker sig og vores opgave er både at lytte og udfordre. Nogle gange viser det sig, at løsningen ikke er flere kvadratmeter, men en bedre planløsning eller noget tredje.
Vi tror på en tæt og ærlig dialog gennem hele forløbet. Det kræver tillid at bygge eller ombygge et hjem og derfor er vi også ærlige om de løsninger, vi ikke tror på. De bedste projekter opstår, når kundens ønsker og arkitektens erfaring får lov til at arbejde sammen. Det er her, huset bliver mere end en bygning og udvikler sig til et hjem, der passer præcist til dem, der skal leve i det.
Kom godt fra start med jeres projekt.
Vi påbegynder projektet med et gratis møde,
hvor vi uforpligtende afklarer jeres behov og drømme.