De er overalt i de danske forstæder. Vinkelhusene med de halvvalmede tage og de store, lidt uformelige murstensvolumener. Villaerne med de pudsede facader i råhvid eller lys beige, de mørkrøde teglsten og de buede tagrender i brun plast. Husene med de treetagers vinduer der er for høje til at have proportioner og for smalle til at give lys. Og de mørkt brunlakerede egetræskokkener der var et statussymbol i 1987 og som i dag er det mest polariserede element i enhver boligsalg.
Det er huse fra 1980'erne og 1990'erne og de udgør en enorm del af den danske boligmasse. De er solidt byggede, typisk med god isolering efter datidens standard, og de sidder mange af dem på gode grunde i kvarterer med modne træer og en etableret infrastruktur. Men de lider under et udtryk der er dateret på en måde der er mere synlig og mere irriterende end de fleste andre perioders udtryk. En murermestervilla fra 1935 er klassisk. Et typehus fra 1965 er neutralt. En vinkelvilla fra 1988 ser ud som om den er fra 1988.
Det er det problem denne artikel handler om og den gode nyhed er at det er et problem der kan løses. 80'er og 90'er huse er i mange tilfælde taknemlige at modernisere fordi de har en konstruktiv robusthed der giver plads til arkitektonisk transformation og fordi det udtryk der daterer dem faktisk lader sig ændre uden at man behøver at rive særlig meget ned.
Indholdsfortegnelse
Inden man kan tale om løsningerne er det nyttigt at forstå præcist hvad det er der daterer 80'er og 90'er huset. Fordi det er ikke alt ved det. Det er specifikke elementer der samlet set giver huset dets periodeutseende og som, når de adresseres systematisk, kan fjernes eller transformeres på en måde der giver huset en ny og mere tidløs identitet.
Det første og mest iøjnefaldende element er farvepaletten. 80'er og 90'er huse er næsten uden undtagelse opført i lyse og varme jordfarver: råhvid, lys beige, okker, lys brun. Det er farver der i datidens boligblade var udtryk for den organiske og naturlige stil men som i dag blot signalerer alder. Kombineret med mørkbrune tagrender, brune vinduesrammer og brune fyrtræsdøre giver det en farvesammensætning der er svær at elske.
Det andet element er vinduerne. 80'er og 90'er vinduer er typisk kendetegnet ved atypiske formater – lidt for høje, lidt for smalle, med en inddeling i tre vandrette felter der hverken er klassisk eller moderne, og med rammer i en farve der ikke harmonerer med resten af facaden. De er ofte energimæssigt udtjente og udskiftningen af dem er i de fleste huse alligevel nødvendig, hvilket giver en oplagt mulighed for at vælge nye formater der løfter facadens udtryk.
Det tredje element er tagformen. Halvvalm, vinkelvalm og krydsgavle er periodens karakteristiske tagformer og de er svære at lide på fordi de arkitektonisk hverken er markante nok til at være interessante eller neutrale nok til at forsvinde. De er kompromisser der i sin tid var begrundet i energimæssige overvejelser og i en arkitektonisk mode der nu er svær at genoplive.
Facaden er det der mest synligt daterer huset og det der med forholdsvis begrænsede midler kan transformeres markant. Der er tre overordnede strategier og de er ikke alle lige dyre eller lige effektive.
Den første strategi er det totale facadeskifte, der er dyreste og mest radikale. Her fjernes den eksisterende beklædning eller puds og erstattes af et nyt facademateriale der giver huset en fundamentalt ny karakter. Cedertræ i lodret beklædning, fiber cement i antracitgrå, zink på dele af facaden eller sortbrændt træ er materialer der alle kan transformere et 80'er hus fra forældet til nutidigt og som arkitektonisk passer til en lang række af periodens boligformer. Det kræver byggetilladelse og koster typisk 200.000–500.000 kroner afhængigt af husets størrelse og materialets valg.
Den anden strategi er den strategiske tilføjelse, der er langt billigere men kræver et klart arkitektonisk greb. Her bevares den eksisterende facade men suppleres med nye elementer der giver huset kontrast og karakter: en ny mørkfarvet indgangsfacade der markerer hoveddøren, nye vinduesindfatninger i sort aluminium der skærper vinduernes udtryk, en carport eller overdækning i en ny og konsekvent materialitet der introducerer et nyt formsprog. Det er greb der koster 50.000–200.000 kroner men som kan give huset en markant ny identitet.
Den tredje strategi er den rene overfladebehandling, der er billigst men oftest mindst effektiv. At male en mursten hvid er et eksempel på et greb der kan virke dramatisk som en umiddelbar transformation men som ved nærmere eftersyn blot er malet mursteen. Det giver ikke huset en ny karakter – det giver det en ny farve. Overfladebehandling er kun relevant som supplement til de to andre strategier og bør aldrig stå alene som en transformationsstrategi.
Af alle de enkeltinvesteringer man kan foretage i moderniseringen af et 80'er eller 90'er hus er nye vinduer typisk den med størst synlig effekt i relation til prisen. Ikke fordi vinduer er billige – de er det ikke – men fordi de i en facadekomposition er det element der på tættest hold kommunikerer husets alder og karakter.
Nye vinduer i et nutidigt udtryk – med slanke rammer i sort eller antracitgrå aluminium, med formater der er bedre proportionerede i relation til facaden og med energiglas der reducerer varmetabet markant – kan forandre et hus' udtryk på en måde der er næsten umulig at forestille sig inden man ser resultatet. Det er en investering der typisk koster 100.000–300.000 kroner afhængigt af antallet af vinduer og den valgte kvalitet og som har en dobbelt gevinst: et bedre visuelt udtryk og et markant lavere energiforbrug.
Vinduesformaterne er en arkitektonisk beslutning der bør tages i sammenhæng med resten af facadens transformation. Det har ingen mening at skifte til nye vinduer i det gamle format hvis formatet i sig selv er problemet. Et langt, lavt vinduesparti i stuen der erstatter to smalle vinduer kan fundamentalt ændre stuerummets oplevelse og facadens udtryk og koster ikke markant mere end en standard udskiftning.
Vinkelhuset er en boligtype der er absolut dominerende i 80'er og 90'er boligbyggeriet og som har fået et ufortjent dårligt ry. For vinkelhuset har faktisk strukturelle egenskaber der er arkitektonisk interessante og som kan bruges aktivt i moderniseringen.
Vinkelformen skaber naturligt et friareal imellem de to bygningskroppe der i sin bedste form er en afskærmet og intimt veldefineret udezone – en terrasse der er beskyttet mod blæsten, der har gode solforhold og der opfylder præcis den drøm om halvprivat uderum der er central i det nordiske familieliv. Det er en kvalitet der i mange vinkelhuse er underudnyttet fordi friarealerne er ubearbejdede og ufokuserede snarere end arkitektonisk definerede.
En modernisering af vinkelhuset bør tage den indre del af vinklen som udgangspunkt og arbejde med at give den et tydeligere arkitektonisk udtryk: en terrassebelægning der markerer rummets grænser, en overdækning der skaber et halvåbent opholdsrum der er brugbart i regn og en glasdør i begge fløje der åbner husets primære rum direkte mod det indre frirum. Det er greb der transformerer det der i dårlige vinkelhuse er en bagside til det der i gode vinkelhuse er husets hjerte.
80'er og 90'er huse lider af de samme planlogiske svagheder som 60'er og 70'er husene men i en lidt anden form. Gangarealet er typisk stort og utilstrækkeligt definerbart – en stor entré der løber over i en gang der løber over i en fordelingszone der alle er for store til at have karakter og for dårligt belyste til at fungere som opholdsrum.
Det primære opholdsrum er i mange vinkelhuse splittet imellem to funktioner der er placeret i hver sin fløj: stuen i den ene og spisestuen i den anden, med en forbinding der enten er for smal til at huset opleves åbent eller for bred til at rummene har individuel identitet. Det er et planlogisk kompromis der er svært at leve godt med og som oftest kan løses ved at eliminere det mellemliggende led og skabe ét åbent rum.
Soveafdelingen er typisk placeret i en fløj for sig med en korridor der giver adgang til to eller tre soveværelser og et badeværelse. Den korridor er næsten altid for smal, dårligt belyst og konstruktivt uinteressant. En modernisering af soveafdelingen bør overveje om korridor-logikken kan erstattes af en anden planstrategi – et delt forrum imellem to soveværelser, en fælles adgang til badeværelset der eliminerer korridoren som selvstændigt rum eller en tilbygning der giver et ekstra soveværelse og dermed frigiver plads til at reorganisere det eksisterende.
Her på tegnestuen PETER FYLLGRAF arbejder vi med modernisering af 80'er og 90'er huse som et af vores specialer og vi finder det arkitektonisk set en meget interessant opgave, fordi disse huse giver mulighed for at skabe noget markant nyt med udgangspunkt i en solid konstruktiv base. Arkitekt MAA Peter Fyllgraf er uddannet fra Royal College of Art i London og Det Kongelige Akademi og har bred erfaring med netop denne type projekt.
Kom godt fra start med jeres projekt.
Vi påbegynder projektet med et gratis møde,
hvor vi uforpligtende afklarer jeres behov og drømme.
.svg)