Denne artikel fokuserer på bæredygtighed i tilbygninger – ikke som buzzword, men som arkitektoniske og langsigtede valg.
Søger du et samlet overblik over tilbygningens faser, regler og proces, finder du det i den fulde guide til tilbygning.
Overvejelser om at udvide det nuværende hjem opstår ofte når familien vokser, eller når de daglige behov ændrer sig. At vælge en tilbygning frem for at flytte kan være en dyb investering i livskvalitet, bæredygtighed og boligens langsigtede værdi. En vellykket tilbygning kræver dog en stærk arkitektonisk idé og en grundig forståelse for både det eksisterende hus' udtryk og de gældende lovkrav.
Her får du en lille guide der hjælper dig med at navigere i alle aspekter af byggeprocessen, fra indledende budget til den færdige dokumentation.
Denne artikel er oprindeligt skrevet i 2022 og er opdateret i april 2026 med nye LCA-krav, erfaringer fra konkrete projekter og opdaterede pristal.
Indholdsfortegnelse
Der er i de seneste år sket noget interessant med den måde, bæredygtighed indgår i samtaler om tilbygninger. Tidligere var det et emne, der kom sidst – efter planløsning, æstetik, budget og myndighedskrav var afklaret. I dag er det i stigende grad et emne, der kommer tidligst, og det er en positiv udvikling, fordi bæredygtighed i arkitektonisk forstand handler om præcis de beslutninger, der har størst konsekvens, og som træffes i de allertidligste faser af et projekt.
Men der er stadig en udbredt misforståelse om, hvad bæredygtighed i en tilbygning konkret indebærer. For mange er det et spørgsmål om grønne tage og solpaneler – om de synlige og kommunikerbare greb, der markerer en miljøbevidst holdning. Det er ikke forkert, men det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at tilbygningen overhovedet er den rigtige løsning, at den er dimensioneret til præcis det behov, der er – ikke til det behov, man måske engang kunne tænke sig at have – og at de materialer og konstruktionsmetoder, der vælges, er valgt på baggrund af holdbarhed og langsigtet klimaaftryk frem for øjeblikkelig tilgængelighed og laveste pris.
Her på tegnestuen er bæredygtighed ikke et parameter, vi krydser af i en tjekliste. Det er mere en grundholdning, der præger måden, vi analyserer hvert projekt på, og som begynder med det mest basale spørgsmål: er en tilbygning overhovedet den rigtige løsning for dette hus og disse mennesker, eller er der en bedre, billigere og mere bæredygtig måde at løse problemet på?
Det er ikke et akademisk spørgsmål. Det er et meget konkret spørgsmål, der i mange projekter fører til en erkendelse af, at det, bygherren har brug for, ikke er mere plads men en bedre disponering af den plads, der allerede er der. En ombygning kan i mange tilfælde løse et pladsproblem mere elegant og langt billigere end en tilbygning, og det er altid den løsning, vi vurderer først.
Når tilbygningen viser sig at være det rigtige svar – og det er den i mange projekter – er den næste bæredygtighedsrelevante beslutning dens størrelse. At bygge præcis det, der er brug for, og ikke ti procent mere "til en sikkerheds skyld", er en bæredygtig beslutning. En tilbygning er en investering i materialer, energi og håndværk, og hvert kvadratmeter, der ikke reelt bruges, er en investering, der ikke giver afkast – hverken miljømæssigt eller funktionelt.
Budgetspørgsmålet er det spørgsmål, der næsten altid kommer tidligst i en samtale om tilbygning, og det er et godt og nødvendigt spørgsmål, men det er ofte formuleret på en måde, der giver et utilstrækkeligt svar. "Hvad koster det at bygge til?" er ikke et spørgsmål, der kan besvares meningsfuldt uden at kende huset, grunden, kompleksiteten i sammenbygningen, materialeambitionerne og den geografiske placering.
Som et realistisk udgangspunkt for en enkel tilbygning til et parcelhus i 2026 ligger byggeomkostningerne typisk i niveauet 25.000–35.000 kroner pr. m² inklusiv moms for selve byggeriet, og en tilbygning på 30 m² kan dermed hurtigt nærme sig 750.000–1.050.000 kroner, inden arkitekthonorar, ingeniørydelser, kommunalgebyr og tilpasning af det eksisterende hus er medregnet. Det er tal, der overrasker mange bygherrer, og overraskelsen er forståelig, fordi en tilbygning ikke er kvadratmeter på en tom grund – det er et præcist indgreb i en eksisterende konstruktion, der rummer sine egne udfordringer og uventede forhold.
Den bæredygtighedsrelevante pointe i dette regnskab er, at arkitektens honorar – som udgør en relativt lille andel af den samlede udgift – er den investering, der har størst indflydelse på, om de øvrige midler bruges rigtigt. En dårlig planlægning, der fører til ændringer undervejs i byggeriet, er næsten altid dyrere end en grundig og omhyggelig projektering, der forhindrer dem.
Et af de begreber, der er værd at tage alvorligt i tilbygningers planlægning, er fremtidssikring – men det bør forstås omhyggeligt og ikke bruges som et argument for at bygge større, end der er behov for nu. Fremtidssikring handler ikke om at forudse alle mulige fremtidige behov og bygge til dem alle på én gang. Det handler om at designe tilbygningens rum og planløsning på en måde, der ikke er overdetermineret til én bestemt brug og som med enkle ændringer kan tilpasses, hvis livssituationen ændrer sig.
Et soveværelse, der er designet med en tilstrækkelig lofthøjde, en neutral planform og vinduer, der giver god dagslyskvalitet, kan bruges som soveværelse, arbejdsrum eller hobbylokale afhængigt af familiens behov på det givne tidspunkt. Det er en anderledes og mere nuanceret tilgang til fremtidssikring end at tilføje ti ekstra kvadratmeter "for en sikkerheds skyld".
Det er desuden et argument for at undgå meget specialiserede og funktionsbestemmende løsninger i tilbygningerne – det indbyggede hjemmebiograf-rum med akustikloft og sortmalede vægge, der er fantastisk til netop det formål, men næsten umuligt at konvertere til noget andet uden en større renovering – og i stedet prioritere de rum, der er gode rum uanset hvad de bruges til.
Fra den 1. juli 2025 er der indført krav om livscyklusvurdering – LCA – for nybyggeri og tilbygninger over 1.000 m², og det er et krav, der signalerer den retning, byggebranchen bevæger sig i. LCA er en metode til at beregne en bygnings samlede klimaaftryk over en 50-årig periode, fra materialernes produktion til bygningens nedrivning og bortskaffelse, og det er en metode, der giver et langt mere præcist billede af en bygnings reelle miljøpåvirkning end de hidtil gældende energieffektivitetskrav.
For private tilbygningsprojekter under 1.000 m² – altså præcis de projekter, vi arbejder med på kontoret – er kravet endnu ikke obligatorisk, men det er alligevel relevant at lade LCA-tænkningens principper informere materialevalgene. Det handler konkret om at vælge materialer med dokumenteret lavt klimaaftryk i produktionsfasen, lang forventet levetid og høj genanvendelighed ved endt levetid, og om at undgå materialer, der er billige i anskaffelse men dyre i klimaregnskabet over tid.
Trækonstruktioner er i dette perspektiv markant bedre stillet end beton og stål, fordi træ lagrer CO2 frem for at udlede det, og fordi det produceres med meget lavere energiforbrug. Det er et af argumenterne for, at vi i mange tilbygningsprojekter anbefaler trækonstruktioner i den nye del, særligt i de projekter, der kobler sig på eksisterende murstenshuse, fordi det giver en konstruktivt enklere sammenbygning og et bedre klimaregnskab.
Det spørgsmål, der oftest opstår i forbindelse med tilbygningers æstetiske strategi, er, om det nye skal matche det eksisterende eller stå i kontrast til det – og det er et spørgsmål, der ikke har ét universelt svar, men som bør besvares på baggrund af det konkrete hus og den konkrete kontekst.
I de projekter, vi arbejder med er det grundlæggende princip, at tilbygningen aldrig bør stå i en tilfældig relation til det eksisterende hus, men at den bevidst bør vælge én af to mulige strategier og gennemføre den konsekvent. Den første er harmonistrategien, hvor materialer, proportioner og formgivning søger at videreføre det eksisterende så tæt som muligt. Den er bedst egnet til projekter, hvor det eksisterende hus har en stærk og markant arkitektonisk karakter – en murermestervilla, et Bedre Byggeskik-hus eller et sommerhus med tydelig og konsistent materialitet – og hvor det ville virke voldsomt og uformidlet at introducere noget markant anderledes.
Den anden er kontraststrategi, der accepterer og fremhæver, at det nye er nyt, og som bruger denne distinktion aktivt som et arkitektonisk greb. Mørk eller sort træbeklædning over for lyst murværk er et greb, vi bruger i adskillige projekter, fordi det er klart, motiveret og arkitektonisk stærkt, når det gennemføres konsekvent. Det skaber en dialog mellem gammelt og nyt, der er mere ærlig og mere interessant end et halvhjertet forsøg på at efterligne det eksisterende.
Regelgrundlaget for tilbygninger er mere komplekst end mange bygherrer forestiller sig, og det er desværre et område, hvor overraskelser forekommer hyppigt i projekter, der ikke er grundigt undersøgt fra begyndelsen. Lokalplanen er det dokument, der potentielt overstyrer Bygningsreglementets generelle bestemmelser og stiller specifikke krav til tagform, materialer, farver, bygningshøjde og placering på grunden. I mange villakvarterer og sommerhusområder er lokalplanen meget restriktiv, og et projekt, der er tegnet uden at have gjort sig bekendt med dens indhold, risikerer at skulle ændres markant.
Bebyggelsesprocenten angiver, hvor stor en andel af grundens areal der må bebygges, og for parcelhusgrunde er grænsen typisk 30 procent – men den kan variere i lokalplanen og er i sommerhusområder typisk kun 15 procent. Det er tal, der bør beregnes præcist og med alle eksisterende bygninger og overdækkede arealer medregnet, inden der tegnes en streg af det nye.
Servitutter – private eller offentlige rådighedsbegrænsninger, der er tinglyst på ejendommen – er et andet element, der bør undersøges tidligt og grundigt. Servitutter kan forbyde bestemte bygningstyper, stille krav til materialer eller begrænse bygningshøjden ud over lokalplanens krav, og de opdages med katastrofal timing, hvis de dukker op sent i processen.
Tilbygningsprocessen er for mange bygherrer uoverskuelig, og det er den reelt set heller ikke, hvis man forstår, hvad de fire typiske faser indeholder og hvad de ikke indeholder.
Skitsefasen er den fase, der grundlægger projektets arkitektoniske kvalitet, og det er den fase, vi bruger mest tid på kontoret. Her fastlægges volumen, planløsning, dagslysforhold, tagform, relation til det eksisterende og det overordnede materialevalg. Et skitseforslag er et beslutningsgrundlag, ikke en byggevejledning, og det er her, de vigtigste og sværest-at-ændre beslutninger træffes.
Myndighedsprojektet oversætter skitseforslaget til det tekniske og juridiske sprog, kommunen forstår. Her er fokus på mål, afstande, bebyggelsesprocent og dokumentation for, at alle regler overholdes, og ansøgningen indsendes via Byg og Miljø.
Hovedprojektet er det materiale, der faktisk bruges til at bygge og indhente sammenlignelige tilbud fra entreprenører. Et godt hovedprojekt er den mest effektive forebyggelse af dyre ændringer på byggepladsen, fordi alt er tænkt igennem, inden håndværkerne begynder.
Selve byggeriet tager typisk 3–6 måneder for en enkel tilbygning, men den samlede tidshorisont fra første møde med arkitekten til indflytning er i de fleste projekter 10–16 måneder, fordi projektering og myndighedsbehandling tager tid, der ikke kan forceres.
Dokumentationen ved projektets afslutning er et element, der undervurderes af mange bygherrer, men som har stor praktisk betydning ved et fremtidigt salg og i forsikringssammenhæng. Færdigmeldingsattesten dokumenterer, at byggeriet er udført i overensstemmelse med de godkendte tegninger og overholder Bygningsreglementets krav, og den er en forudsætning for ibrugtagningstilladelsen.
Dertil kommer den tekniske dokumentation fra entreprenøren og installatørerne – garantidokumenter, leverandørspecifikationer og vedligeholdelsesvejledninger – der bør samles og opbevares omhyggeligt, fordi de er nødvendige for at dokumentere bygningsdele og installationer ved et salg eller en forsikringssag.
Materialevalget i en tilbygning er en af de beslutninger, der har størst langsigtede konsekvenser, og det bør altid vurderes på baggrund af tre parametre: holdbarhed over tid, vedligeholdelsesintensitet og klimaaftryk i produktionsfasen. Det er tre parametre, der ikke altid peger i samme retning, men som tilsammen giver det mest præcise billede af, hvad det rigtige materialevalg er for det specifikke projekt.
Cedertræ er et eksempel på et materiale, der scorer højt på alle tre parametre: det er holdbart, kræver ingen vedligeholdelse og produceres med relativt lavt energiforbrug. Genbrugsmursten er et andet eksempel, der vi brugte i projektet i Birkerød i 2022 – sten fra den nedrevne carport, der fik nyt liv i tilbygningens facade, og som giver den mest præcise match til det eksisterende hus, man kan forestille sig.
Artiklen er skrevet af Peter Fyllgraf, arkitekt MAA cand.arch, indehaver af tegnestuen PETER FYLLGRAFmed speciale i tilbygninger, sommerhuse og ombygninger for private bygherrer. Sidst opdateret april 2026.
Kom godt fra start med jeres projekt.
Vi påbegynder projektet med et gratis møde,
hvor vi uforpligtende afklarer jeres behov og drømme.
.svg)