Transformation af villa i Skanderborg

Lokation
Skanderborg
Bygherre
Privat
År
2026
Areal
151 m2

Renoveringsprojektet her i Skanderborg handlede om, at skabe mest mulig værdi og forandring inden for rammerne af et relativt lille og fastlåst budget.

Indgangen til huset var oprindeligt placeret på nordsiden. Derfor har vi etableret en ny entré-tilbygning på sydsiden, som nu fungerer som boligens tydelige hovedindgang, hvor den oprindelige indgang på nordsiden er bibeholdt som bagindgang til det nye bryggers.

I forbindelse med den nye entré-tilbygning har vi flyttet trappen fra nordsiden til en ny placering mod syd og isat et olysvindue. Selve entréen fungerer nu som et arkitektonisk mellemrum, en slags repos, der skaber en naturlig overgang og forbinder kælder og stueetage på en ny, flydende måde. Det har forvandlet et tidligere mørkt gangareal til et lyst og imødekommende ankomstparti, der skaber en helt ny, sammenhængende forbindelse til huset.

For at forbedre boligens funktionalitet har vi rettet de tre værelser ud, så de fremstår mere regulære og anvendelige. Badeværelset er blevet flyttet og rekonfigureret for at skabe en bedre rumlig logik. I køkkenet har vi fjernet en indvendig væg for at åbne op for rummet og vi har isat to nordvendte ovenlysvinduer, som nu giver et behageligt og jævnt lysindfald til madlavningsområdet.

Parret ønskede at opdatere huset udvendigt, så det fremstod mere samlet og moderne. Da taget alligevel skulle skiftes, benyttede vi lejligheden til at beklæde det med stålplader. Derudover er facaden blevet vandskuret, så murstenenes struktur stadig anes bag det nye, lyse udtryk. Ved at tilføje det nye, moderne vindfang i metal har huset fået et skarpt ansigt udadtil, der står i fin kontrast til den oprindelige arkitektur.

Plantegning til myndighedsprojekt