

Tilbygningen tager afsæt i en forlængelse af sommerhusets eksisterende arkitektur og skaber derved ét sammenhængende bygningsvolumen, der samtidig skaber et overdækket, intimt gårdmiljø mellem husene.

Tilbygningen huser to seperate rum. Det ene som et stort enkelt soveværelse og det andet som et mindre værelse, hvor der er indarbejdet et højt placeret ovenlysvindue, der skaber et fint lille privatrum, hvor man kan ligge og kigge på stjerner eller hygge sig med en bog. Ved at lade en del af tilbygningens bygningskrop trække sig en anelse tilbage, medfører dette en overdækket passage, der fungerer som bindeled mellem sommerhusets hoveddel og det nye soveværelse mod vest.

Facaden er opført i pudset gasbeton, som er holdt i en sart, rød nuance. Farvevalget skaber en bevidst og legende kontrast til det eksisterende sommerhus’ sorte træfacader. Ved at videreføre husets eksisterende taghældning og højde opnås en visuel ro, hvor tilbygningen lægger sig ind under de eksisterende linjer samtidig med at den tilfører sommerhuset en ny dynamik.