Orangeri som tilbygning i Vejby Strand

Lokation
Vejby Strand
Bygherre
Privat
År
2026
Areal
41,8 m²

Dette orangeri er skabt som en tilbygning til et klassisk sommerhus i Vejby Strand, hvor projektet tager afsæt i ønsket om at skabe et fleksibelt rum, der inviterer naturen helt tæt på - uanset sæson. Rummet fungerer i dagligdagen som et roligt frirum til yoga, en spisestue med udsigt til både haven og havet bag sommerhuset eller et sted at læse i læ for vinterens kulde.

Ambitionen var at skabe en tilbygning, der respekterer sommerhusets oprindelige arkitektur og ved at lade orangeriets tagflade lægge sig direkte under det eksisterende tagsudhæng opnår vi en visuel ro og en sømløs overgang mellem gammelt og nyt. Tilbygningen bliver derfor ikke en konkurrent til hovedhuset, men derimod en naturlig forlængelse.

Konstruktionen er udført som en slank, sort stålramme, der står i en bevidst kontrast til sommerhusets træbeklædning og som giver huset en moderne lethed samtidig med at de varme toner fra træet fastholdes.

Orangeriet er uopvarmet, hvilket gør det til et ærligt og uformelt rum og ved at åbne op direkte fra det eksisterende sommerhus er orangeriet blevet en integreret del af boligens flow.

Plantegning til myndighedsprojekt