Web Analytics Made Easy - Statcounter

Sommerhus KM208

Lokation
Kongsmark
Bygherre
Privat
År
2025
Areal
149 m2

Sommerhuset i Kongsmark ligger direkte ned til Storebælt og derfor har det absolutte fokus været at alle rum skulle have direkte kig mod sydvest og vandet. Det gælder både de fire soveværelser og det store fælles opholdsrum. Huset er på 149 m2 og rummer en familie med tre voksne børn som ønskede sig maksimal kontakt med naturen når de besøger huset. Hele familien bor til daglig i udlandet og derfor har det været vigtigt at skabe rammer hvor de virkelig kan mærke det danske landskab.

På grunden findes en kystbeskyttelseslinje, som vi har lagt os helt tæt op ad for at komme så tæt på havet som muligt. Mod nordvest og nordøst danner huset en ryg og det laver samtidig en behagelig afskærmning, som beskytter mod kig ind og mod den stærke vestenvind. Denne placering giver huset sin karakteristiske L-form og det sikrer familien en terrasse med læ, hvor de kan sidde uden blæst. Herfra kan de nyde et panorama-view hvor man kan kigge direkte igennem huset mod vest.

Vi har opdelt huset i tre dele med hver deres skulpturelle tag. Den første del er soveafdelingen med fire mindre værelser. Den næste del er det store kombinerede køkken-alrum og stue hvor der er åbent helt op til kip og det sidste tag dækker den mindre overdækkede terrasse. Selvom køkken-alrummet og stuen er designet som ét stort rum er der indarbejdet nicher i form af en alkove og en karnap, hvor man kan sidde i fred og iagttage havet. Selvom det er et sommerhus har det været vigtigt, at der er plads til at bo her hele sommeren. Derfor indeholder huset praktiske elementer som bryggers og et stort køkken med kogeø mens badeværelset, gæstetoilet og de små værelser er prioriteret mere kompakt. Om sommeren kan alle døre skydes fra og de store glasdøre mod havet åbnes helt op. Her smelter ude og inde sammen og naturen bliver en naturlig del af boligen.

Både inde og ude er huset holdt i hvidt. Det er tænkt som en enkel ramme om de store kig mod Storebælt, hvor udsigten virker som skiftende billeder og det hvide interiør lader naturen være i fokus. Selve bygningen er formet som en hvid skulptur der spiller sammen med det flade hav - Vi har ikke brugt iøjnefaldende materialer, men har i stedet arbejdet med en bølget form og en lang profil og på den måde fungerer huset som en hilsen til vandet og den brede horisont.

Plantegning til myndighedsprojekt